Om stress

Der findes dage hvor jeg går i stå på trappen foran huset, ikke en vind rører sig, og den blå himmel bliver kun brudt af nogle få lette lammeskyer. Samvittigheden bliver ransaget: Har jeg noget jeg SKAL gøre lige nu? Hvis svaret er nej går det meget stærkt. Ti minutter senere sidder jeg i bilen med fluegrejet pakket bag mig, nu skal der fiskes.

Sådan en dag var det for et par uger siden. Jeg stod og så et par af efterårets sidste vårfluer flagre hen over vandet. En imitation af det store insekt blev bundet for enden af linen, og sendt med fluelinens bløde buer ud over den blanke overflade. Jeg nød stilheden, der kun blev brudt af fisk, der smaskede i overfladen.

Lige præcis nydelsen ved at fiske har gjort, at jeg aldrig har fotograferet det ret meget. Jeg vil simpelthen ikke ødelægge det ved at gøre det til arbejde. De få gange jeg har gjort det er det altid endt med, at det har rykket i armen for selv at fiske. F.eks. da jeg var med min gode ven Troels ved en Sønderjysk å for Euroman, du kan se resultatet her.

En pæn ørred havde længe indtaget sin frokost ved at svømme i en stor cirkel, og med jævne mellemrum taget en vårflue på overfladen. Jeg forsøgte at beregne hvor den ville stikke hovedet op næste gang, og placerede fluen der. Ørreden holdt retningen. Da ringede telefonen, og jeg kunne se det var en af mine faste kunder. Hun startede med at sige, at jeg nok skulle få alt det væsentlige på en mail. Jeg åndede lettet op samtidig med at ørreden indhalerede min flue. Et hurtigt løft af stangen monterede krogen solidt i kæften på fisken. Samtalen fortsatte imens  ørreden krævede mere og mere af min opmærksomhed. Til sidst sagde jeg let panisk: ¨Bodil! Jeg fisker og har bid.¨ Hun skreg af grin og lagde røret på. Fisken blev halet ind og sendt til de evige åsving med et solidt dunk i hovedet. Jeg satte mig let rystet i græsset og undrede mig over at lystfiskeri skulle være afstressende.

Om gaver

Balletbørn, små piger i tylskørt og trikot svævende hen over gulvet. Det lyder smukt og er en fuldendt æstetisk oplevelse. Jeg fik lov til at følge Sofie en hel dag fra hun stod op til hendes mor puttede hende igen. Den lille pige går i første klasse på det Kgl. Teaters Balletskole i Odense, et hårdt liv der kræver rå mængder af disciplin.

Jeg regnede som en selvfølge med, at dagens flotteste billeder ville komme når de små sylfider dansede rundt i balletsalen. Og det var helt sikkert flot, men det var ikke et af de billeder der virkelig rykkede, i stedet kom det som en gave tidligt om morgnen.

Sofies mor følger hende i skole hver dag med toget fra Sorø. De nye balletsko var gået i stykker og trængte til at blive syet. Det var kun sket en gang før, sagt på en anden måde var jeg bare smadder heldig, for billedet rummer al den dedikation der kræves af forældre til et balletbarn. Det var en ren foræring – en gave.

Om skønheden i det grimme

Der var ikke rigtig nogen formildende omstændigheder ved rådhuset i Fredrikshavn. En meget stor firkantet betonklods – en bunker. Behjertede sjæle havde forsøgt at afhjælpe katastrofen ved at lade en rådhusvin overgro hele herligheden, så lignede bygningen en bunker med camuflagenet.

Det kunne ikke blive ved med at gå, og byens vise fædre besluttede derfor at bygge endda meget grundigt om. Min kunde fik opgaven, og jeg fik opgaven med at illustrerer det materiale der blev sendt ud til rådhusets naboer. Jeg startede i det første morgenlys og tog dagens bedste billede 10 minutter senere. Solen sendte skarpe striber lys gennem de glasløse vinduer. En mand gik ind i lyset i den anden ende af bygningen. Jeg så ham og løb som en gal imens jeg skiftede objektiv. Tog 20 billeder meget hurtigt efter hinanden og fik den gode fornemmelse i maven af at noget var lykkedes. Et kvarter senere var det flotte lys væk, men jeg nåede at fange skønheden i det grimme.

Om den femte dimension

Billeder er flade. Fotografer kan skabe dybde ved, at dele af billedet er uskarpe. Tid, den fjerde dimension kan illuderes med bevægelsesuskarphed, men så holder det også op. Vi kan ikke give den sidste fornemmelse af, hvordan det var, lige da billedet blev taget: Lugt. Lad os kalde det den femte dimension.

Hvis man ikke har været i en flygtningelejr, kender man ikke hørmen af alt for ringe toiletforhold, og lugten af røgen fra de små madbål, der brænder foran hvert eneste telt.

Der findes en klassisk læresætning om journalistik: “Don’t tell it, show it.” Det kan bare ikke lade sig gøre med lugt. Altså må der ord til.

Sig tango og folk tænker straks på Argentina. Sig det til mig og jeg tænker på Finland og duften af kaffe.

Vi havde fundet en lille landsby lige syd for polarcirklen i Finland. Ved at stave os gennem plakaten ved købmanden, kunne vi se, at der skulle være bal om aftenen. Noget vi for alt i verden ikke ville gå glip af. Finner har en lang tradition for, og deres helt egen stil af, tango. En kanalrundfart på bilradioen efterlader ingen tvivl.

Vi troppede op i god tid. Det viste sig at være den lokale elgjægerforening, der holdt ballet. Hvor skandinavisk kan det blive? Bandet var ved at stille op. Imens vi så på deres anstrengelser med at slæbe udstyret ind, fik vi stukket en tallerken med det lokale fastfood i hånden. Friskrøget laks fra Tornälv og kartoffelsalat, der med garanti aldrig havde set en spand. Himmelsk!

Folk begyndte at ankomme. Nogle havde kørt flere hundrede kilometer. Der bredte sig en stemning af stille forventning. Imens gæsterne gik i baren efter kaffe (senere på aftenen var det noget stærkere drikke de indtog) og lagkage, gik formanden for foreningen ud på gulvet. Han trak en papirspose op af lommen og spredte et fint pulver ud over gulvet. Jeg kiggede undrende på ham. Han smilede og sagde, at tango er de slæbende fødders dans. Gulvet skal være helt glat. Pulveret var en blanding af kaffe og kartoffelmel.

Bandet satte igang med det første nummer og et par gik ud på gulvet. Deres fødder spredte pulveret i luften og duften af kaffe steg op. Det er derfor kaffe, Finland og tango hænger sammen for mig. Jeg kan ikke vise det, men nu ved du det, fordi jeg har fortalt det.

Om at sove fra solen

For et par måneder siden skulle jeg fotograferer et større boligbyggeri for et stort dagblad. Umiddelbart en herlig opgave i det hjørne af faget der hedder arkitekturfotografi. Der var bare lige et enkelt, men meget stort problem: Det skulle foregå midt på dagen, midt om sommeren. Solen skinnede ikke, den bulrede løs uden nåde. Lyset var så hårdt, at alle detaljer i skyggerne forsvandt, modlysbilleder var bare ikke mulige. Jeg led mig jamrende gennem det der kunne have været en rigtig sjov opgave.

Historien er bare et af mange eksempler. I hele sommerhalvåret er lyset pr. definition rædselsfuldt mellem 9 og 15. Og hvornår er det så de fleste opgaver bliver lagt? Rigtig gættet: Mellem 9 og 15. Resultatet er i bund og grund synd for de læsere, der er hele årsagen til at vi kan leve af faget. Jeg ved godt, at det er det der er almindelig arbejdstid for langt de fleste, og jeg ved også godt, at der er opgaver der kun kan fotograferes på det tidspunkt, men kunne vi ikke prøve at tænke ud over det bare engang imellem?

En fotograf fra National Geographic sagde engang til mig: “Jeg står meget tidligt op og fotograferer indtil solen står for højt på himlen. Midt på dagen lægger jeg mig til at sove, eller laver luftfotografi indtil solen igen har forladt zenit.” Se det lød fornuftigt, især det med middagsluren!!! Siden hun sagde det har jeg forsøgt at efterleve det så godt som jeg kan. Presset folk til at stå tidligt op eller springe aftenkaffen over for at blive fotograferet. Det giver flottere billeder, en gladere fotograf og forhåbentlig nogen læsere der værdsætter det.

PS. Billedet er af en bonde i Kirgisistan. Han er sidder i dagens absolut sidste sollys i en lille landsby der ligger i 2500 meters højde. Lyset kunne ikke være smukkere.

Om at være historisk

Noget er det bedste ved mit fag er, at det er en fantastisk undskyldning for at være nysgerrig, det er faktisk min pligt. Jeg kan med hævet kamera og god samvittighed træde ind steder som andre betragter som private. Nogle gange oplever jeg ting som er noget ganske særligt, men det forpligter. Når nogen åbner døren for mig skal jeg loyalt videregive det jeg oplever, ikke kun til nutiden, men også til eftertiden.

Jeg fik lov at være med da Lizzi Theodorsen lavede mad til Henry Hansen en af de sidste gange. Hun havde som hjemmehjæper svunget grydeskeen i over 25 år, om nogle få uger ville det være slut. Henry skulle til at nøjes med en mikrobølgeovn som hushjælp. Jeg var bare en flue på væggen imens de udvekslede godmodigt drilleri og bysladder. På et par timer tog jeg en god stak billeder, det sidste var et portræt af Lizzi i et køkken der var renere end da hun ankom.

Jeg afleverede 14 billeder til bladet. Da det udkom havde Lizzi øst op til Henry for sidste gang. Mine billeder var blevet historiske. Det forpligter ikke mindre.

Du kan se resten af billederne her.

Om revolutionen der ikke var der

Revolution, bare smag på ordet. Det indeholder både maskinpistoler, råbende menneskemasser og lig i gaderne. Sådan gik det bare ikke i Czekoslovakiet. Nogle få uger efter at tyskerne i 1989 var gået løs på Berlinmuren besluttede czekkerne, at landet havde været kommunistisk længe nok. Uden de store sværdslag blev landet demokratisk, fløjelsrevolutionen var gennemført.

Jeg ankom til Pragh den 1. maj i 1990. Det var en ganske særlig dag. Ikke alene havde Internationale 1. maj 100 års jubilæum, det var også den første 1. maj med demokratisk styre i over 40 år. Kommunisterne ville som sædvanlig paraderer gennem parkerne i centrum, bystyret havde dog med stor sans for humor henvist dem til et stadion langt uden for byen af hensyn til de ynglende fugle. Resten af Praghs befolkning fejrede dagen som en stor picnic. Der var koncerter og glade mennesker på stort set hver eneste lille plads i byen.

Hvordan fotograferer man så en revolution der ikke er der? Man lader være. Fotografen Henrik Saxgren har engang brugt udtrykket “at lade sig distrahere af virkeligheden”. Det gjorde jeg så. Gled med i den glade stemning og glemte alt om revolutionen, og pludselig opstod billedet lige foran mig. Midt på floden Moldau, der flyder igennem Pragh, kom en robåd glidende. De fem unge mennesker i den havde deres egen lille fest, det blev mit billede af en fredelig revolution.

Om at være klassisk

Spørg en fotograf om hvilket fotografi der var det første, og hvornår og af hvem det blev taget. Svaret kommer omgående: Niépce tog i 1839 et billede med noget der kan kaldes “lysfølsomt asfalt”. Eksponeringstiden var en bagatel af 8 timer. Spørg en gang til, men denne gang om hvem der var den første der forstod hvordan lys giver et billede karakter. Helt klart noget der kan diskuteres, men underligt nok er der som regel enighed: Rembrandt. Den hollandske maler brugte, i især sine portrætter,  et lys som fotografer i den grad har taget til sig. Udtrykket “Rembrandts trekant”, om måden lys former et ansigt på, er en fast del af fotografers sprog.

For nogle uger siden dukkede der et klassisk billede op på displayet bag på mit kamera. Eller jeg skulle måske hellere kalde det et citat af et klassisk billede. Min lille datter Naja havde været i bad. Hun sad og tørrede foran en tegnefilm. Som sædvanlig kunne jeg ikke holde fingrene fra kameraet. Hun var helt væk i sin egen verden og lagde sikkert ikke mærke til hvad der skete. I en alder af kun knap to er hun ellers allerede meget bevidst om, at billedet kan ses med det samme. Jeg kunne mærke inden jeg så billedet, at der var sket noget særligt. Min datter var pludselig i den ramme som en anden hollandsk maler, Jan Vermeer, havde malet sit berømte maleri “Pigen med perleøreringen” i. Najas mor holdt et kort øjeblik op med at trække vejret da jeg viste hende resultatet. Hendes eneste kommentar var: “Få det printet meget stort.” Det gjorde jeg, en meter i højden.

Om at fotografere med lyd

Nogle gange er det ikke nok at fortælle hvad det er man vil, man kan være nødt til at vise det. Jeg var midt i et overtalelsesforsøg overfor en kunde. De lyttede interesseret, men det var helt tydeligt, at de ikke helt forstod hvad jeg mente. Jeg klappede computeren i, så op og sagde, at jeg da kunne lave en “pilot” til dem. Det gik de med til. Projektet gik i al sin enkelhed ud på at vise hverdagen for en social- og sundhedshjælper som et diasshow. Hun skulle så selv fortælle på det medfølgende lydspor.

Jeg fik lavet aftaler og mødte op med kamera og lydoptager. Egentlig er det meget simpelt. Følg med i hvad der sker med kameraet, optag den lyd der er, lav et interview, og skru det hele sammen til sidst. Problemet er bare at den gode lyd altid er der når man har kameraet i hånden. Og gæt lige hvad der sker når man optager lyd? Rigtigt! Det værste er at lukkerlyden fra kameraet kommer med på lydsporet. For at gøre det hele fuldkomment blev min reallyd så ringe, at jeg måtte opgive at bruge den. I en sen nattetime blev Mozarts 23. klaverkoncert min redning. Den adagio er blandt de smukkeste han har skrevet. Du kan se og hører resultatet her.

Fik jeg så jobbet? Både nej og ja. Jeg kom ikke til at lave de diasshows jeg drømte om. Til gengæld fik jeg en vidunderlig opgave for den samme kunde, og blev meget klogere på kunsten at lave lyd.