Flemming er slidt op. Han sidder i sin stue, og kan ikke ret meget andet end at håbe på, at ansøgningen om førtidspension går igennem. Jeg skal tage nogle billeder af ham til de hjemløses avis “Hus forbi”. Vi snakker og drikker kaffe imens jeg overvejer hvordan jeg skal tage billederne. At jage en så dårligt gående mand som Flemming ud i haven ville være nærmest ondskabsfuldt, på den anden side er stuen ret mørk. Og jo, det kan da godt lade sig at tage et billede, men det bliver bare ikke særligt spændende. Jeg beslutter mig for, at give ham en solstråle, noget han egentlig godt kunne trænge til. Solstrålen er en blitz på et stativ et godt stykke uden for vinduet. Jeg løber frem og tilbage imens jeg snakker videre med Flemming, der kigger undrende på den gale fotograf. Til sidst er blitzen rettet ind til en smal tynd stråle, der får den til at ligne aftensol. Flemming retter det der er tilbage af den trætte ryg, og udstråler lige præcis den værdighed jeg havde håbet på. Det er bare om at holde sig til med kameraet. Man kan med god ret påstå at den kunstige solstråle er en smule snyd, men den gav ekstra liv til både mand og billede.