Noget er det bedste ved mit fag er, at det er en fantastisk undskyldning for at være nysgerrig, det er faktisk min pligt. Jeg kan med hævet kamera og god samvittighed træde ind steder som andre betragter som private. Nogle gange oplever jeg ting som er noget ganske særligt, men det forpligter. Når nogen åbner døren for mig skal jeg loyalt videregive det jeg oplever, ikke kun til nutiden, men også til eftertiden.
Jeg fik lov at være med da Lizzi Theodorsen lavede mad til Henry Hansen en af de sidste gange. Hun havde som hjemmehjæper svunget grydeskeen i over 25 år, om nogle få uger ville det være slut. Henry skulle til at nøjes med en mikrobølgeovn som hushjælp. Jeg var bare en flue på væggen imens de udvekslede godmodigt drilleri og bysladder. På et par timer tog jeg en god stak billeder, det sidste var et portræt af Lizzi i et køkken der var renere end da hun ankom.
Jeg afleverede 14 billeder til bladet. Da det udkom havde Lizzi øst op til Henry for sidste gang. Mine billeder var blevet historiske. Det forpligter ikke mindre.
Du kan se resten af billederne her.