“Vil du lave verdens værste job” stod der i overskriften til mailen fra formanden for Pressefotografforbundet. Jeg behøvede ikke at læse mere. Vidste udemærket godt hvad det handlede om. To uger senere skulle forbundet holde sin 100 års jubilæumsfest, og der skulle selvfølgelig tages et gruppebillede. Det at fotografere grupper er i forvejen en temmelig angstprovokerende oplevelse. At få opmærksomheden fra fem, ti eller tyve mennesker samtidig kan være noget af en opgave. De snakker med hinanden, er utålmodige og alt der kan gå galt, går galt. Typisk er det flashlyset der med en ualmindelig dårlig sans for timeing stiger af. Her var der så ikke tale om tyve, men lige omkring 150 mennesker på een gang. Og værst af alt……det var mine kolleger. Med koldsveden løbende ned af ryggen svarede jeg, at jeg ville gøre forsøget. Derefter var min bevidsthed kun optaget af det ene billede. Jeg drømte ligefrem om det, og lå vågen fordi jeg prøvede at forudse hvad der kunne gå galt. Efter en opringning til landets største prof fotohandler kunne jeg låne deres støste flashanlæg. Mit daværende kamera havde for lille opløsning. Altså måtte jeg også låne mig til det.
Dagen oprandt, og mens kollegerne var ved at ankomme sprang jeg rundt i Store Vega for at pakke flashanlægget ud. Jeg skulle selvfølgelig lige afprøve lamperne og præsterede, at fyre den ene af dem af i hovedet på mig selv på kort afstand. Den var så kraftig at jeg burde have haft solcreme på. De næste ti minutter havde jeg en lysende plet foran mig. En venlig kollega hjalp mig med at indstille alt, hvorefter jeg sprang ud for at klæde om til smoking. Det sidste viste sig at være en fejl. Glatte såler er ikke en god ting når man står på toppen af en stige. Kollegerne stillede op uden den store instruktion, de ved om nogen hvad det handler om. Jeg skruede mig fast på stigen og skød løs. Lyden og lyset fra det kraftige flashanlæg gav mig følelsen af, at kameraet havde rekyl. Tyve billeder blev det vel til, og tak og lov for digitale kameraer. I den slags situationer er det rart, at kunne se resultatet med det samme. Senere på aftenen stod jeg med en øl skruet godt fast i hånden, og talte med en kollega. “Jeg havde ikke gjort det. Jeg er imponeret af at du turde,” sagde han. Mit svar? “Det gjorde jeg heller ikke.”
