Spørg en fotograf om hvilket fotografi der var det første, og hvornår og af hvem det blev taget. Svaret kommer omgående: Niépce tog i 1839 et billede med noget der kan kaldes “lysfølsomt asfalt”. Eksponeringstiden var en bagatel af 8 timer. Spørg en gang til, men denne gang om hvem der var den første der forstod hvordan lys giver et billede karakter. Helt klart noget der kan diskuteres, men underligt nok er der som regel enighed: Rembrandt. Den hollandske maler brugte, i især sine portrætter, et lys som fotografer i den grad har taget til sig. Udtrykket “Rembrandts trekant”, om måden lys former et ansigt på, er en fast del af fotografers sprog.
For nogle uger siden dukkede der et klassisk billede op på displayet bag på mit kamera. Eller jeg skulle måske hellere kalde det et citat af et klassisk billede. Min lille datter Naja havde været i bad. Hun sad og tørrede foran en tegnefilm. Som sædvanlig kunne jeg ikke holde fingrene fra kameraet. Hun var helt væk i sin egen verden og lagde sikkert ikke mærke til hvad der skete. I en alder af kun knap to er hun ellers allerede meget bevidst om, at billedet kan ses med det samme. Jeg kunne mærke inden jeg så billedet, at der var sket noget særligt. Min datter var pludselig i den ramme som en anden hollandsk maler, Jan Vermeer, havde malet sit berømte maleri “Pigen med perleøreringen” i. Najas mor holdt et kort øjeblik op med at trække vejret da jeg viste hende resultatet. Hendes eneste kommentar var: “Få det printet meget stort.” Det gjorde jeg, en meter i højden.
