For et par måneder siden skulle jeg fotograferer et større boligbyggeri for et stort dagblad. Umiddelbart en herlig opgave i det hjørne af faget der hedder arkitekturfotografi. Der var bare lige et enkelt, men meget stort problem: Det skulle foregå midt på dagen, midt om sommeren. Solen skinnede ikke, den bulrede løs uden nåde. Lyset var så hårdt, at alle detaljer i skyggerne forsvandt, modlysbilleder var bare ikke mulige. Jeg led mig jamrende gennem det der kunne have været en rigtig sjov opgave.
Historien er bare et af mange eksempler. I hele sommerhalvåret er lyset pr. definition rædselsfuldt mellem 9 og 15. Og hvornår er det så de fleste opgaver bliver lagt? Rigtig gættet: Mellem 9 og 15. Resultatet er i bund og grund synd for de læsere, der er hele årsagen til at vi kan leve af faget. Jeg ved godt, at det er det der er almindelig arbejdstid for langt de fleste, og jeg ved også godt, at der er opgaver der kun kan fotograferes på det tidspunkt, men kunne vi ikke prøve at tænke ud over det bare engang imellem?
En fotograf fra National Geographic sagde engang til mig: “Jeg står meget tidligt op og fotograferer indtil solen står for højt på himlen. Midt på dagen lægger jeg mig til at sove, eller laver luftfotografi indtil solen igen har forladt zenit.” Se det lød fornuftigt, især det med middagsluren!!! Siden hun sagde det har jeg forsøgt at efterleve det så godt som jeg kan. Presset folk til at stå tidligt op eller springe aftenkaffen over for at blive fotograferet. Det giver flottere billeder, en gladere fotograf og forhåbentlig nogen læsere der værdsætter det.
PS. Billedet er af en bonde i Kirgisistan. Han er sidder i dagens absolut sidste sollys i en lille landsby der ligger i 2500 meters højde. Lyset kunne ikke være smukkere.