“Hvordan kan du holde ud at fotografere sådan noget?” Jeg viste en flok efterskoleelever mine billeder fra Kurdistan. De er heller ikke alle lige rare at se på. Tag bare det af ham med foden der lige er blevet sprængt væk af en personelmine, de fleste af eleverne vendte sig væk. Jeg viste hurtigt det næste billede og begyndte at fortælle historien. Det gik bare ikke, min stemme knækkede og jeg begyndte at tude, og sagde at vi hellere måtte tage en pause. De kiggede bekymret på mig.

Billedet af den lille dreng svøbt i et tyndt stykke hvidt stof er ikke ligefrem en fotografisk milepæl. Det har bare en helt særlig betydning for mig. Jeg er blevet skudt efter, og har vandret svedende af angst gennem et uafmærket minefelt, men den her oplevelse er den der har gjort størst indtryk, eller nærmere mærket mig.

Barzandalen i det nordøstlige Iraq var lige efter den første golfkrig i 1991 hærget af kolera. En ualmindelig led sygdom der stammer fra noget så simpelt som beskidt drikkevand. Læger uden Grænser havde lavet et felthospital i en teltlejr. Det var i et af teltene jeg tog billedet af drengen, han er højest 3, 4 måneder gammel. En sygeplejerske havde lige lagt ham på et tæppe for at skifte hans drop. Hun så op på mig. “Kan du ikke holde ham imens jeg henter et nyt drop? Han trænger til varme.” Jeg rakte armene ud og fik overrakt den lille klump. I de max. 10 minutter hun var væk talte jeg skiftevis til drengen, og til en kvinde der sad med sit syge barn, ellers skete der ikke noget. Sygeplejersken kom tilbage med droppet i hånden. Hun så ned på drengen i mine arme, lagde en finger på hans hals og så mig lige i øjenene. “Jamen han er da død.” Jeg ved ikke hvad der derefter hændte.

En halv time senere fandt jeg mig selv siddende bag en lille høj på en mark, tårene trillede stille ned af kinderne på mig. Det var første gang i mit liv jeg havde set et dødt barn uden at have kameraet til at “gemme” mig bag.  Det gjorde det ikke ligefrem bedre, at jeg havde siddet med ham i favnen. Der gik lang tid inden jeg fortalte historien til nogen, det gjorde fandens ondt de første mange gange.

Oplevelsen på efterskolen fik mig til at tænke på, at jeg ikke kunne være den eneste fotograf med “lig i lasten”. Det fik jeg bekræftet da jeg et stykke tid senere hørte en norsk fotografs historie. Det blev til en artikel i Fagbladet Journalisten om posttraumatisk stresssyndrom. Læs den her.

Nogle gange føler jeg mig usandsynligt heldig. Der findes dage hvor alt går op i en højere enhed. For nogle år siden skulle jeg fotograferer noget, der siden er blevet en lille passion, falkejagt. Det foregik på en klint ved Limfjorden. Da falkoneren og jeg ankom brød solen pludselig igennem de grå novemberskyer. Vinden ramte klinten lige på. Det gav falken en perfekt opvind at svæve på. Det varme lys lagde et orange skær om os. Jeg gik ikke rundt og fotograferede, jeg løb. Opsat på at få så meget ud af det som muligt. Hvor underligt det end lyder kan man koncentrerer sig så meget med et kamera at sveden tapløber ned af en. Sådan var det den dag.

Efter halvanden time var det slut. Skyerne lukkede sig om solen, og fik igen verden til at ligne gammel grå havregrød. Det gjorde ikke så meget. Jeg var færdig, både fysisk og mentalt. I kameratasken lå 15 brugte film jeg næsten ikke kunne vente med at få fremkaldt.

Her kan du se flere billeder af falkejagt