Der findes dage hvor jeg går i stå på trappen foran huset, ikke en vind rører sig, og den blå himmel bliver kun brudt af nogle få lette lammeskyer. Samvittigheden bliver ransaget: Har jeg noget jeg SKAL gøre lige nu? Hvis svaret er nej går det meget stærkt. Ti minutter senere sidder jeg i bilen med fluegrejet pakket bag mig, nu skal der fiskes.
Sådan en dag var det for et par uger siden. Jeg stod og så et par af efterårets sidste vårfluer flagre hen over vandet. En imitation af det store insekt blev bundet for enden af linen, og sendt med fluelinens bløde buer ud over den blanke overflade. Jeg nød stilheden, der kun blev brudt af fisk, der smaskede i overfladen.
Lige præcis nydelsen ved at fiske har gjort, at jeg aldrig har fotograferet det ret meget. Jeg vil simpelthen ikke ødelægge det ved at gøre det til arbejde. De få gange jeg har gjort det er det altid endt med, at det har rykket i armen for selv at fiske. F.eks. da jeg var med min gode ven Troels ved en Sønderjysk å for Euroman, du kan se resultatet her.
En pæn ørred havde længe indtaget sin frokost ved at svømme i en stor cirkel, og med jævne mellemrum taget en vårflue på overfladen. Jeg forsøgte at beregne hvor den ville stikke hovedet op næste gang, og placerede fluen der. Ørreden holdt retningen. Da ringede telefonen, og jeg kunne se det var en af mine faste kunder. Hun startede med at sige, at jeg nok skulle få alt det væsentlige på en mail. Jeg åndede lettet op samtidig med at ørreden indhalerede min flue. Et hurtigt løft af stangen monterede krogen solidt i kæften på fisken. Samtalen fortsatte imens ørreden krævede mere og mere af min opmærksomhed. Til sidst sagde jeg let panisk: ¨Bodil! Jeg fisker og har bid.¨ Hun skreg af grin og lagde røret på. Fisken blev halet ind og sendt til de evige åsving med et solidt dunk i hovedet. Jeg satte mig let rystet i græsset og undrede mig over at lystfiskeri skulle være afstressende.