Om at være fotogen

Det sker ret sjældent, men det sker. Jeg skal tage et billede af et menneske, der umiddelbart ikke ligner en model eller bare noget der minder om. I det kameraet bliver løftet sker det som næsten er magisk. Dybt inde i personen er noget der vil ud, noget der bare brænder igennem, kald det sjælen eller hvad du vil, og resultatet er overvældende. Når jeg bagefter sidder med billedet på computeren er det med en let forbløffelse, at jeg begynder at efterbehandle det. For hvad var det der skete? Jeg tror nok det er det man kalder at være fotogen, en evne til at være til stede foran kameraet på en meget intens måde.

I torsdags skete det. Den lille fægteklub jeg er medlem af skal have lavet en folder, og selvfølgelig siger jeg ja til at lave billederne og skrive teksten. Formanden spørger Stine om hun ville være med på billederne. Hun er ikke mere end 15, og har kun været til træning fire gange, men siger ja. Jeg pludrer som sædvanlig løs imens jeg sætter lys og samler grejet. Det gør jeg mest for, at berolige den der lige om lidt skal stå foran kameraet. Noget der på ingen måde er nødvendigt med Stine, der stiller sig fuldstændig uimponeret op, og jeg garanterer for at det er der ikke mange 15-årige piger der gør. Så sker det der fantastiske, som er så svært at forklare. Dagen efter dukker Jeanne d’Arc frem på min skærm, og hun er hamrende fotogen, jeg må hellere huske at sige det til hende.