Om når det svinger


Man kan ikke dække en festival uden planlægning, det ville blive noget frygteligt rod. Alligevel sker det at man bliver nødt til, at lade planlægningen vige for virkeligheden.

Avisen var egentlig færdig. Journalisten og jeg kiggede på hinanden, vi skulle da lige høre noget musik. I modsætning til hvad folk tror hører jeg som regel ikke ret meget af musikken, når jeg står foran en scene. Jeg er simpelthen for koncentreret om at fotografere. Vi tjekkede programmet og gik op imod et ikke specielt stort telt. Det var godt fyldt, for på scenen stod det meget populære fynske band “Fielfraz” sammen med Dichte. Et par numre inde i koncerten skete det der uforklarlige som aldrig helt bliver til at forstå, det svingede. Musikkerne kiggede på hinanden, og så spillede de som om det var den sidste koncert før verdens undergang. Det er næsten ikke en overdrivelse at sige, at teltet bulede ud til alle sider. Jeg nikkede til journalisten og møvede mig vej op til kanten af scenen. Mit billede af den uforglemmelige koncert kan du se her. Hvis nogen skulle være i tvivl er de i gang med en fantastisk version af “Personal Jesus”.

Efter koncerten ringede vi til redaktøren og forklarede ham, at vi godt vidste at siderne var lukket, men det her skulle altså med. Han gav sig, det fortjente musikerne i den grad.