Jeg var som sædvanlig, ude at lave en historie om fluefiskeri. Troels svingede fluestangen og jeg passede kameraet. Vi sad ved bredden af åen og nød sceneriet. Over det stille flydende vand dansede den største af døgnfluerne, Majfluen. De tilbringer et par år på bunden af vandløbet, for derefter i et kort hektisk døgn at bringe slægten videre. Fra at være en ikke særligt køn larve, bliver de til smukke, elegante insekter. Men ikke ret længe. Majfluen er i ordets bogstaveligste forstand en døgnflue. De første af dem var allerede begyndt at ride på overfladefilmen som små sejlskibe. Lige om lidt ville fiskene opdage det og gå amok i de flydende bøffer. Da skete det, som fra fotojournalistens synspunkt hører ind under afdelingen for mirakler og jomfrufødsler. En majflue satte sig på Troels ur, som om den ville tjekke, hvor lang tid den havde tilbage. “Sid stille”, sagde jeg og bragte mig i stilling. Resultatet kan du se her.