Ham her er et af de sejeste mennesker, jeg nogensiden har mødt. Lad os kalde ham Saleh. Nogle steder i verden er det bedst at være en smule anonym. Vi mødtes i en lejr for Peshmerga, de kurdiske soldater i Nordiraq. Efter utallige kopper te, dem kom vi til at drikke mange af, inviterede han mig med ud for se sit elskede Kurdistan. Transportmidlet var standardkøretøjet i alle, hvad skal vi kalde det, lidt uordentlige krige, en firehjulstrukken Toyota pick up. Alle krige er selvfølgelig defenitionen på rod, men den her havde lige et par ekstra lag.
I 1991 smed en amerikansk ledet koalition iraqerne ud af Kuwait. Året før var det lille vanvittigt rige land, blevet besat af Saddam Husseins hær. Fordi jeg et par før havde fotograferet resultatet af iraqernes forfølgelse af kurderne, vidste jeg godt hvad der ville ske. Kurderne ville gøre oprør, lige så snart amerikanerne delte tæsk ud. Det var lige det der skete. Krigen var altså startet i den helt anden ende af landet. Nu kunne kurderne etablere den de facto stat, de har haft lige siden.
Saleh var en livsnyder af mit hjerte. En klar bæk, et friskt brød og en stribe morbærtræer, frokosten er serveret. Der var altid et sted med “very special water” mindst en gang om dagen. Vi kørte igennem et solsvedent landskab og nogle gange helt ufatteligt smukke højtliggende dale. Dem der digtede historien om edens have, må have været forbi der.
Vi holdt mange pauser. Toyotaen led under en elendig benzinkvalitet og en ikke helt tæt køler. Alle olieraffinaderierne var blevet bombet under krigen. Benzin blev nærmest fremstillet i spande. Det gjorde så, at kaburateren skulle pustes ren for skidt sådan cirka hver 50 kilometer. Ved samme lejlighed fyldte vi vand på den hullede køler.
Ved et af disse pitstop holdt vi 100 meter fra en flod. Praktisk fordi vi var løbet tør for vand og den altid tørstige køler krævede sit. Vi hankede op i et par vanddunke hver og gik på rullestenene ned og fik dem fyldt op. Jeg skulle lige til at gå tilbage da Saleh sagde: “Træd kun på stenene. Jeg ved ikke hvad der ligger mellem dem.”
Angst er noget underligt uforudseeligt noget. Du ved aldrig hvordan du reagerer. Jeg tror det var hans stemmeføring, der fik mig til at vælge den fornuftige og skarpsynede version af følelsen. Vild panisk løbende flugt ville ellers have været fuldstændig logisk, men rasende farligt. Vi stod midt i et minefelt. Eller rettere: Det var blevet et minefelt. Iraqerne havde en dårlig vane, med at droppe personelminer fra helikopter på bjergsidernes sne om vinteren. Om foråret gled de med smeltevandet ned imod vandløbene. Ingen anede hvor de lå.
Jeg så nu hvad han havde set. Små italienske plastikminer. De er konstrueret med den mest ondskabsfulde logik der findes. En død soldat er død, men en såret soldat kræver fire andre, til at bære sig væk. Derfor dræber de ikke, men flår kun benet af lige under knæet. Jeg går helt principielt ikke ind for at aflive folk, men fabrikanterne og dem der lægger dem ud……
Vi var en halv svedende time, om at komme tilbage til bilen. Hver eneste skridt blev nøje overvejet. Vi holdt så meget afstand til hinanden, at den ene ikke ville ryge i luften, hvis den anden trådte på en mine. Saleh gik forrest. Han havde helt tydeligt prøvet det før. Jeg husker ikke så meget andet, fra før vi nåede frem til bilen.
Da vi havde drukket nærmest uendelige mængder af vand, satte vi os i skyggen op af hvert sit hjul. Vi delte de to sidste smøger i min pakke og så gennem varmeflimmeret ud over minefeltet. Efter at have været tavse i et stykke tid, kom det mere end tørt fra Saleh: “Det kan godt være at jeg er muslim, men jeg kan godt nok godt drikke noget stærkt nu.” Så skreg vi af grin. Fnisede, hostede og harkede al angsten ud gennem flere minutter.
Humor er en god ting.