Solen er nødt til at skære sig vej ned mellem de gamle fabriksbygninger og lagerhaller i Brooklyn, inden den rammer jorden er den blevet formet af de høje huse. Når man finder sådan en skive sol klistret fast på en mur skal tålmodigheden trækkes op af lommen, for der mangler en smule liv. Frem med kameraet, indstil alt, og vent pænt på at nogen på vej til frokostpause haster igennem dit billede. Det eneste der kræves er en smule tålmodighed, og så selvfølgelig evnen til at se billedet inden det er der.

Manden der sidder ved disken er den samme som igår, kun avisen er skiftet ud med dagens. Elvis våger over os og ser, at der ikke er skiftet ud i menuen og slet ikke i personalet. Kaffen og juicen bliver hurtigt fulgt af en omelet, det kræver ikke mange ord når man først kender koreografien. Alt er som det skal være i dineren på Broadway Street, det føles trygt.

Man skal huske at lege. Altså prøve noget der bare er sjovt og ikke bare arbejde, at det så kan blive arbejde en dag gør ikke noget.
Jeg har fundet en ny leg, der får billeder til at ligne aviserne i historierne om Harry Potter. Det er som alt andet fotografi en blanding af teknik og omtanke, her kræves begge dele bare i rigelige mængder. Legen er så tilpas sjovt at jeg tror det en dag ender som et galleri med “levende” billeder. Nu skal teknikken finpudses og billederne skal have et navn. Egentlig er det bare en animeret Gif, et efterladenskab fra internetets barndom. At kalde billederne det vil få folk til, at tro at der er tale om små tegnede hoppende mænd. En amerikansk fotograf kalder billederne for cinemagraphs, det lyder vældig flot, men er også lidt for højttravende. Så hvad skal man kalde den slags billeder, nogen bud?

Klosteret i Labutta nede i det enorme Irrywaddydelta i Burma er ikke stort. Kun tre novicer og en ældre munk, det er det hele. Jeg tilbragte nogle timer i selskab med novicerne uden at vi kunne tale sammen, men det gjorde ikke så meget. Der findes et internationalt sprog jeg ikke anede eksistensen af, Angry Birds. Da først drengen havde opdaget de kunne spille det på min telefon var de lykkelige, og jeg var glad for at kunne give lidt tilbage. Lige efter jeg havde taget billedet kom munken forbi, han irettesatte venligt men bestemt drengene. Det var ikke det at de spillede der var problemet, næh, han ville bare ikke have at der kom skidt ned i vandkrukken.

Mine yndlingskunder er dem der siger: Vi har prøvet selv, vil du ikke nok?”, men Hjelholt Uldspinderi gjorde det meget konsekvent. Ikke alene hyrede de undertegnede, men sørgede også for, at dem der var rundt om mig var professionelle. Christina og Leisa stod foran kameraet og sørgede for, at jeg ikke skulle gøre meget mere end at trykke på udløseren. De skiftede position hele tiden, og gav mig rigtigt meget at vælge imellem. Over det hele svævede stylisten Trine, hele tiden klar med nye idéer og input. Det var en meget nem og sjov dag at være fotograf. Jeg kørte langsomt hjem for ligesom, at bevare fornemmelsen af at være høj.

Flemming er slidt op. Han sidder i sin stue, og kan ikke ret meget andet end at håbe på, at  ansøgningen om førtidspension går igennem. Jeg skal tage nogle billeder af ham til de hjemløses avis “Hus forbi”. Vi snakker og drikker kaffe imens jeg overvejer hvordan jeg skal tage billederne. At jage en så dårligt gående mand som Flemming ud i haven ville være nærmest ondskabsfuldt, på den anden side er stuen ret mørk. Og jo, det kan da godt lade sig at tage et billede, men det bliver bare ikke særligt spændende. Jeg beslutter mig for, at give ham en solstråle, noget han egentlig godt kunne trænge til. Solstrålen er en blitz på et stativ et godt stykke uden for vinduet. Jeg løber frem og tilbage imens jeg snakker videre med Flemming, der kigger undrende på den gale fotograf. Til sidst er blitzen rettet ind til en smal tynd stråle, der får den til at ligne aftensol. Flemming retter det der er tilbage af den trætte ryg, og udstråler lige præcis den værdighed jeg havde håbet på. Det er bare om at holde sig til med kameraet. Man kan med god ret påstå at den kunstige solstråle er en smule snyd, men den gav ekstra liv til både mand og billede.

Der findes gode opgaver, og så findes der rigtig gode opgaver. En af den sidste slags er jeg lige blevet færdig med. Svendborg Andels-Boligforening er ved at få lavet ny hjemmeside, og der skal selvfølgelig billeder på. Ikke af mursten, de er egentlig ret kedelige, men af det liv der leves imellem dem. Derfor har jeg med god samvittighed kunnet ringe på hos folk, og spørge om jeg måtte komme på besøg, og endda invitere mig selv til en 70 års fødselsdag i et fælleshus. Det har altså været ret sjovt. Jeg håber at mine billeder lever op til den tillid jeg er blevet vist. Bedøm det selv her.

Det sker ret sjældent, men det sker. Jeg skal tage et billede af et menneske, der umiddelbart ikke ligner en model eller bare noget der minder om. I det kameraet bliver løftet sker det som næsten er magisk. Dybt inde i personen er noget der vil ud, noget der bare brænder igennem, kald det sjælen eller hvad du vil, og resultatet er overvældende. Når jeg bagefter sidder med billedet på computeren er det med en let forbløffelse, at jeg begynder at efterbehandle det. For hvad var det der skete? Jeg tror nok det er det man kalder at være fotogen, en evne til at være til stede foran kameraet på en meget intens måde.

I torsdags skete det. Den lille fægteklub jeg er medlem af skal have lavet en folder, og selvfølgelig siger jeg ja til at lave billederne og skrive teksten. Formanden spørger Stine om hun ville være med på billederne. Hun er ikke mere end 15, og har kun været til træning fire gange, men siger ja. Jeg pludrer som sædvanlig løs imens jeg sætter lys og samler grejet. Det gør jeg mest for, at berolige den der lige om lidt skal stå foran kameraet. Noget der på ingen måde er nødvendigt med Stine, der stiller sig fuldstændig uimponeret op, og jeg garanterer for at det er der ikke mange 15-årige piger der gør. Så sker det der fantastiske, som er så svært at forklare. Dagen efter dukker Jeanne d’Arc frem på min skærm, og hun er hamrende fotogen, jeg må hellere huske at sige det til hende.

Jeg har altid været fascineret af radiomontager. Altså den genre hvor en eller flere stemmer fortæller en historie uden spørgsmål fra en journalist. Det giver en helt særlig stemning, som sætter den indre biograf i gang. Nu er der bare det ved det at jeg er fotograf. Tænk hvis jeg kunne lave de billeder som stemmerne skaber, og samtidig have den lækre lyd som kendetegner radiomontagen. Da jeg hørte om munkekoret var jeg ikke i tvivl, nu skulle det prøves.

Journalist Charlotte Flyvbjerg fra DR Fyn var helt med på ideen. Vi mødtes nogle gange med en flok ikke helt unge mænd, der ifører sig munkekutter og synger gregoriansk korsang. Mit kameras klikken ødelægger hendes lyd, og hun skulle på den anden side heller ikke med på billederne. Derfor var vi var der altid hver for sig.

Til sidst mødtes billeder og lyd, montagen med billeder var født. Du kan selv bedømme resultatet her.

65 minutter hvis planen holdt. Det var alt hvad jeg havde til at skyde billederne af Tracy Chapman, løbe over festivalpladsen og kaste mig ind i bilen, kører de lidt over 20 km. fra Ringe til Svendborg, fremkalde film og lave en hæderlig papirkopi, for til sidst at aflevere billedet i redaktionssekretariatet. Året var 1989, jeg var pressefotografelev på Fyns Amts Avis, og opgaven forekom tæt på det umulige.

Vi stod en flok fotografer på kanten af scenen, neden for os stod 70.000 forventningsfulde festivalgæster. En mørk pige i en rød trøje sad på skuldrene af en fyr, hun strakte armene i vejret og badede sig i det varme aftenlys. Jeg tog et billede af hende og sukkede ved tanken om, at jeg kun havde s/h-film i kameraet, det var et rigtigt farvebillede.

Tracy Chapman gik selvfølgelig for sent på scenen, adrenalinen piskede gennem kroppen på mig da jeg fem minutter senere stormede hen over festivalpladsen. Det næste jeg husker er katastrofen: Jeg havde totalt bommet billederne af tidens hotteste navn. Mit spritnye Nikon havde talt japansk, og jeg havde ikke fattet en bjælde, noget der ikke ligefrem blev nådigt modtaget forsidemanden. Her var det at billedet af pigen i den røde trøje reddede mig, det var faktisk meget bedre end det af stjernen som alle aviser brugte dagen efter. Fyns Amts Avis havde en forside som virkelig skilte sig ud.

For en uge siden ringede der en fra Politikens Forlag, han forklarede at Karen Mukupa var ved at skrive en bog om Natasja Saade. Jeg må indrømme at jeg ikke forstod ret meget indtil han nævnte den 20 år gamle forside. Det viser sig at pigen på billedet er Karen Mukupa, og at det var på den festival hun mødte Natasja første gang. Jeg forevigede det uden at vide det, man har vel lov at være heldig.