Det er værst at flyve mod øst. Hele kroppens indre ur får et cirkelspark, når lys og spisetider ikke passer mere. Læg til, at jeg er elendig til at sove i et fly. Altså stod jeg i lufthavnen i Yangon og lignede en svedende zombie. Alt for meget tøj og alt for lidt søvn.

Vi gled glat gennem alle papirformaliteterne og lige så glat gennem trafikken ind til centrum. Burmesere er kendt som de mest civiliserede billister i Sydøstasien. Det skyldes muligvis at de har højrekørsel, men langt de fleste biler er højrestyrede. Det manglende udsyn lægger en dæmper på fartglæden.

Da bagagen var slæbt ind på hotelværelset, gjalt det om at modstå den største fristelse, sengen. Ikke noget med bare så meget som at sidde på den. Jetlag skal slås ned med hård hånd. Det gælder om at holde sig vågen, til det er aften på det sted man er. En hurtig tur under bruseren og i noget tøj, der passede til breddegraden. Jeg greb kameraet og ville ud for at tjekke gadelivet ud.

Det blev ikke til mere end tre skridt ud af værelset. Rundt om mig var en bryllupsreception i gang og den fik hele armen. Brudeparret lignede en lyserød bryllupskage. Der var ikke sparet på mængden af silke og makeup. Sådan så brudepigerne også ud. Små nuttede lyserøde cupcakes. Jeg fotograferede det fantastiske sceneri og glemte helt at jeg havde jetlag.

Jeg var som sædvanlig, ude at lave en historie om fluefiskeri. Troels svingede fluestangen og jeg passede kameraet. Vi sad ved bredden af åen og nød sceneriet. Over det stille flydende vand dansede den største af døgnfluerne, Majfluen. De tilbringer et par år på bunden af vandløbet, for derefter i et kort hektisk døgn at bringe slægten videre. Fra at være en ikke særligt køn larve, bliver de til smukke, elegante insekter. Men ikke ret længe. Majfluen er i ordets bogstaveligste forstand en døgnflue. De første af dem var allerede begyndt at ride på overfladefilmen som små sejlskibe. Lige om lidt ville fiskene opdage det og gå amok i de flydende bøffer. Da skete det, som fra fotojournalistens synspunkt hører ind under afdelingen for mirakler og jomfrufødsler. En majflue satte sig på Troels ur, som om den ville tjekke, hvor lang tid den havde tilbage. “Sid stille”, sagde jeg og bragte mig i stilling. Resultatet kan du se her.

Ham her er et af de sejeste mennesker, jeg nogensiden har mødt. Lad os kalde ham Saleh. Nogle steder i verden er det bedst at være en smule anonym. Vi mødtes i en lejr for Peshmerga, de kurdiske soldater i Nordiraq. Efter utallige kopper te, dem kom vi til at drikke mange af, inviterede han mig med ud for se sit elskede Kurdistan. Transportmidlet var standardkøretøjet i alle, hvad skal vi kalde det, lidt uordentlige krige, en firehjulstrukken Toyota pick up. Alle krige er selvfølgelig defenitionen på rod, men den her havde lige et par ekstra lag.

I 1991 smed en amerikansk ledet koalition iraqerne ud af Kuwait. Året før var det lille vanvittigt rige land, blevet besat af Saddam Husseins hær. Fordi jeg et par før havde fotograferet resultatet af iraqernes forfølgelse af kurderne, vidste jeg godt hvad der ville ske. Kurderne ville gøre oprør, lige så snart amerikanerne delte tæsk ud. Det var lige det der skete. Krigen var altså startet i den helt anden ende af landet. Nu kunne kurderne etablere den de facto stat, de har haft lige siden.

Saleh var en livsnyder af mit hjerte. En klar bæk, et friskt brød og en stribe morbærtræer, frokosten er serveret. Der var altid et sted med “very special water” mindst en gang om dagen. Vi kørte igennem et solsvedent landskab og nogle gange helt ufatteligt smukke højtliggende dale. Dem der digtede historien om edens have, må have været forbi der.

Vi holdt mange pauser. Toyotaen led under en elendig benzinkvalitet og en ikke helt tæt køler. Alle olieraffinaderierne var blevet bombet under krigen. Benzin blev nærmest fremstillet i spande. Det gjorde så, at kaburateren skulle pustes ren for skidt sådan cirka hver 50 kilometer. Ved samme lejlighed fyldte vi vand på den hullede køler.

Ved et af disse pitstop holdt vi 100 meter fra en flod. Praktisk fordi vi var løbet tør for vand og den altid tørstige køler krævede sit. Vi hankede op i et par vanddunke hver og gik på rullestenene ned og fik dem fyldt op. Jeg skulle lige til at gå tilbage da Saleh sagde: “Træd kun på stenene. Jeg ved ikke hvad der ligger mellem dem.”

Angst er noget underligt uforudseeligt noget. Du ved aldrig hvordan du reagerer. Jeg tror det var hans stemmeføring, der fik mig til at vælge den fornuftige og skarpsynede version af følelsen. Vild panisk løbende flugt ville ellers have været fuldstændig logisk, men rasende farligt. Vi stod midt i et minefelt. Eller rettere: Det var blevet et minefelt. Iraqerne havde en dårlig vane, med at droppe personelminer fra helikopter på bjergsidernes sne om vinteren. Om foråret gled de med smeltevandet ned imod vandløbene. Ingen anede hvor de lå.

Jeg så nu hvad han havde set. Små italienske plastikminer. De er konstrueret med den mest ondskabsfulde logik der findes. En død soldat er død, men en såret soldat kræver fire andre, til at bære sig væk. Derfor dræber de ikke, men flår kun benet af lige under knæet. Jeg går helt principielt ikke ind for at aflive folk, men fabrikanterne og dem der lægger dem ud……

Vi var en halv svedende time, om at komme tilbage til bilen. Hver eneste skridt blev nøje overvejet. Vi holdt så meget afstand til hinanden, at den ene ikke ville ryge i luften, hvis den anden trådte på en mine. Saleh gik forrest. Han havde helt tydeligt prøvet det før. Jeg husker ikke så meget andet, fra før vi nåede frem til bilen.

Da vi havde drukket nærmest uendelige mængder af vand, satte vi os i skyggen op af hvert sit hjul. Vi delte de to sidste smøger i min pakke og så gennem varmeflimmeret ud over minefeltet. Efter at have været tavse i et stykke tid, kom det mere end tørt fra Saleh: “Det kan godt være at jeg er muslim, men jeg kan godt nok godt drikke noget stærkt nu.” Så skreg vi af grin. Fnisede, hostede og harkede al angsten ud gennem flere minutter.

Humor er en god ting.

“Syvhundrede!” Den venlige dame må nærmest være blevet døv på det ene øre, da jeg brølede ind i telefonen. Store gruppebilleder er blevet min skæbne. Det startede med et med 70 personer for mange år siden. Senere blev det 150 og 350 på et billede. Det jeg nu blev spurgt om, forekom nærmest at være et astronomisk antal mennesker at skrue ind på et et billede. “Syvhundrede”, gentog jeg mere stilfærdigt. Forklaringen på det store antal var en helt særlig begivenhed. Kogtved Søfartsskole lukkede for nogle år siden. For mange af dem der har gået der, var skoleopholdet en livsændrende oplevelse. Alle de gamle elever skulle mødes en eneste gang på deres gamle skole. Gruppebilledet var min opgave og det skulle for alt i verden lykkes.

Den slags kræver en del overvejelser og forberedelser. Jeg startede med at skaffe et stillads til at komme højt op på. Derefter lånte jeg noget udstyr og gik i gang med at planlægge billedet. Der findes stort set ikke et kamera, der har opløsning nok til, at så mange mennesker kan genkendes på et billeder. Altså måtte det sættes sammen af flere billeder. Det har jeg det helt rigtig isenkram til.

Man har allerhøjest 700 menneskers opmærksomhed i fem minutter og det er nok endda en overdrivelse. Det kan, for at sige det mildt, godt give en lille smule nevøsitet. Den forsvandt dog da jeg begyndte at fotografere. Når man koncentrerer sig, er der ikke plads til andet. Søfolk er utroligt diciplinerede og tåmodige. Jeg fik taget billeder nok til at sætte tre billeder sammen. Noget jeg ikke havde regnet med at nå.

Fyns Amts Avis var også forbi for at dække begivenheden. Derfor fik jeg også et af de meget få billeder af mig selv på arbejde. Jeg er ellers altid bag kameraet. Fotograf Lasse Hansen har venligt lånt mig billedet.

Det sidste år har jeg skrevet og fotograferet ti relativt store portrætter af lystfiskere. Det har i den grad været en fornøjelse. Samtidig har det været en øvelse i at komme ind i maven på folk. Få dem til at fortælle hvorfor pokker de har et fuldstændig uudslukkeligt behov for at bruge formuer, hoppe i waders, og stille sig ud i koldt vand. Det er der refleksionen kommer ind i billedet. Man bliver simpelthen bedre til at formulere sine tanker og følelser med alderen. En af de yngre brugte udtrykket “Fordi det er det sjoveste.” Jeg kan ikke argumenterer imod. Men det var den ældste, pensionerede generalløjtnant Kjeld Hillingsø på 79, der ramte helt ind i kernen. Vi gik langs Skjern Å og talte om at blive skudt på, og have ansvaret for at sende soldater ud til potentiel død og lemlæstelse. Jeg spurgte om hvordan man bearbejder sådan noget. Kjeld stoppede op og så ud over åen. “Tjah! Min datter siger jeg skal meditere. Hvorfor dog det? Jeg fisker.” Mit hjerte stod stille et øjeblik. Den slags citater er guld, og jeg glædede mig helt vildt til at skrive. Du kan læse hele interviewet med Kjeld her.

Vi reagerer på farver nøjagtig lige som andre dyr. Hvis noget er kraftigt gult eller rødt drejer øjnene automatisk i retning af farverne. Jeg plejer at sige, at hvis man skal være helt sikker på, at ingen ser hvad et billede forestiller, skal der bare være en rød postkasse i baggrunden. Som pressefotografelev lykkedes det mig to gange, at få min røde firmabil med i baggrunden. Heldigvis udkom avisen kun i sort/hvid.

Nu er det ikke sådan at rød og gul skal undgås på billeder. Nogle gange kan en farve ligefrem være en gave. Assisi er en af de smukkeste byer jeg har været i. Alle husene er velholdte og har den der middelhavsagtige gul-brune farve. Smukt, men også lidt kedeligt. Jeg løftede kameraet, mest fordi perspektivet var så fint, og ind i billedet trådte en kvinde i en meget rød frakke. Pludselig blev billedet meget bedre p.g.a. et stykke med rødt.

“Vil du lave verdens værste job” stod der i overskriften til mailen fra formanden for Pressefotografforbundet. Jeg behøvede ikke at læse mere. Vidste udemærket godt hvad det handlede om. To uger senere skulle forbundet holde sin 100 års jubilæumsfest, og der skulle selvfølgelig tages et gruppebillede. Det at fotografere grupper er i forvejen en temmelig angstprovokerende oplevelse. At få opmærksomheden fra fem, ti eller tyve mennesker samtidig kan være noget af en opgave. De snakker med hinanden, er utålmodige og alt der kan gå galt, går galt. Typisk er det flashlyset der med en ualmindelig dårlig sans for timeing stiger af. Her var der så ikke tale om tyve, men lige omkring 150 mennesker på een gang. Og værst af alt……det var mine kolleger. Med koldsveden løbende ned af ryggen svarede jeg, at jeg ville gøre forsøget. Derefter var min bevidsthed kun optaget af det ene billede. Jeg drømte ligefrem om det, og lå vågen fordi jeg prøvede at forudse hvad der kunne gå galt. Efter en opringning til landets største prof fotohandler kunne jeg låne deres støste flashanlæg. Mit daværende kamera havde for lille opløsning. Altså måtte jeg også låne mig til det.

Dagen oprandt, og mens kollegerne var ved at ankomme sprang jeg rundt i Store Vega for at pakke flashanlægget ud. Jeg skulle selvfølgelig lige afprøve lamperne og præsterede, at fyre den ene af dem af i hovedet på mig selv på kort afstand. Den var så kraftig at jeg burde have haft solcreme på. De næste ti minutter havde jeg en lysende plet foran mig. En venlig kollega hjalp mig med at indstille alt, hvorefter jeg sprang ud for at klæde om til smoking. Det sidste viste sig at være en fejl. Glatte såler er ikke en god ting når man står på toppen af en stige. Kollegerne stillede op uden den store instruktion, de ved om nogen hvad det handler om. Jeg skruede mig fast på stigen og skød løs. Lyden og lyset fra det kraftige flashanlæg gav mig følelsen af, at kameraet havde rekyl. Tyve billeder blev det vel til, og tak og lov for digitale kameraer. I den slags situationer er det rart, at kunne se resultatet med det samme. Senere på aftenen stod jeg med en øl skruet godt fast i hånden, og talte med en kollega. “Jeg havde ikke gjort det. Jeg er imponeret af at du turde,” sagde han. Mit svar? “Det gjorde jeg heller ikke.”

Det var bestemt ikke det første billede jeg tog, men det var det første som var noget. Et er at få ros af venner og familie, men at vinde en konkurrence i et fotoblad var noget helt andet. Jeg fandt det frem fra en gammel negativmappe for et et stykke tid siden. Det herlige er at det faktisk stadig er et ok billede. Siden jeg tog det er det blevet et stykke historie, fordi Svendborg Værft ikke eksisterer mere. Det gør det ikke ringere.

Avisen var egentlig færdig. Journalisten og jeg kiggede på hinanden, vi skulle da lige høre noget musik. I modsætning til hvad folk tror hører jeg som regel ikke ret meget af musikken, når jeg står foran en scene. Jeg er simpelthen for koncentreret om at fotografere. Vi tjekkede programmet og gik op imod et ikke specielt stort telt. Det var godt fyldt, for på scenen stod det meget populære fynske band “Fielfraz” sammen med Dichte. Et par numre inde i koncerten skete det der uforklarlige som aldrig helt bliver til at forstå, det svingede. Musikkerne kiggede på hinanden, og så spillede de som om det var den sidste koncert før verdens undergang. Det er næsten ikke en overdrivelse at sige, at teltet bulede ud til alle sider. Jeg nikkede til journalisten og møvede mig vej op til kanten af scenen. Mit billede af den uforglemmelige koncert kan du se her. Hvis nogen skulle være i tvivl er de i gang med en fantastisk version af “Personal Jesus”.

Efter koncerten ringede vi til redaktøren og forklarede ham, at vi godt vidste at siderne var lukket, men det her skulle altså med. Han gav sig, det fortjente musikerne i den grad.